Klik for at købe bogen på SAXO |
Det er en underholdende bog, som desværre er temmelig overfladisk. Bogens persongalleri er meget lille, hvilket normalt er godt, da læseren så har mulighed for at knytte sig stærkere til de enkelte personer. Desværre virker personerne i 'I lære som Gud' meget upersonlige og klichéfyldte. Man kommer ikke rigtig ind under huden på dem. Desuden er måden de enkelte personer knyttes sammen på i bogen, baseret på lidt for mange usandsynlige tilfældigheder efter min mening. Ud over selve hovedtemaet, kører der også en sideløbende historie, hvor vi følger Line som har bedraget hjertelægen Ivar med medicinaldirektøren Jens. Line er en fuldstændig overflødig person at have med i bogen. I mine øjne ville det have været bedre, at udelade hende helt af historien og i stedet bruge siderne på at intensivere den virkelige historie – nemlig konflikten mellem Ivar som efterforsker dødsfaldene i Afrika på den ene side, og Torben og Jens som de skruppelløse profitjægere på den anden side. I stedet er Lines karakter med til at mudre historien til med ligegyldige oplysninger. Hun er på ingen måde en nøgleperson. De opdagelser hun gør, berettiger ikke til hendes tilstedeværelse i bogen.
Bogen er bestemt læseværdig, men jeg savner finesse og dybde. Der ligger en rigtig spændende historie gemt i bogen. Det er blot en skam at forfatteren ikke er i stand til at gøre den vedkommende og interessant for læseren. Jeg er ked af at måtte sige det, men 'I lære som Gud' kommer ikke til at holde mig vågen om natten, og den kommer slet ikke til at give mig onde drømme når jeg sover.
No comments:
Post a Comment