Tuesday, July 29, 2014

Boganmeldelse - Kaspar Colling Nielsen (Den danske borgerkrig 2018-24)

Køb bogen - hvis du tør!

Hvad er kriterierne for at få lov til at udgive en bog i dagens Danmark anno 2013? Originalitet? Et godt plot? Eller en velskrevet historie?
De fleste læsere vil sikkert mene at en blanding af ovenstående elementer, er en absolut nødvendighed for at en bog er læseværdig. Den tese har Kasper Colling Nielsen og forlaget Gyldendal nu slået en stor, fed pæl igennem, da de besluttede at udgive bogen ”Den danskeborgerkrig 2018-24”.

Jeg tror næppe, at jeg har læst en mere elendig bog end denne. Jeg anser mig selv for at have et meget åbent og liberalt sind. Jeg er villig til at acceptere selv meget vilde og fantasifulde plot. Denne gang er min grænse(løse) tolerance dog blevet godt og grundigt overskredet. Jeg er ikke i stand til at sige ret meget godt om denne bog, men lad mig i det mindste forklare, hvorfor denne bog skuffer så fælt.

Den danskeborgerkrig 2018-24” begynder faktisk rigtigt godt. I den første scene, har Kaspar Colling Nielsen rigtigt godt fat i læseren. Danmark er gået i opløsning oven på finanskrisen, og der hersker totalt anarki i landet. Politikere og finansfyrster bliver gjort ansvarlige for sammenbruddet, og er nu jaget vildt. Læseren bliver, som det første, vidne til en offentlig henrettelse af en ung politiker. Scenen er meget stemningsfuld og halshugningen bliver beskrevet yderst intenst. Den dystre tone i de første kapitler minder meget om den verden, der beskrives i Max Brook's bog, ”World WarZ”. På dette tidspunkt havde Kaspar Colling Nielsen min fulde opmærksomhed.
Selv da han beskriver det dekadente rigmandsmiljø, hvor man betaler sig til evig ungdom for sig selv og sine husdyr, er jeg helt med. Faktisk synes jeg at det var en interessant vinkel i historien. Jeg accepterede også forfattetens fantasi om, at hunde kan lære at tale, når bare de lever længe nok. Det var langt ude, og bragte historien ind på et underligt sidespor, men dog acceptabelt. Det var nok på dette tidspunkt, at jeg begyndte at blive en kende skeptisk, og furerne i min pande begyndte at fremstå tydeligere end normalt. Havde Kaspar Colling Nielsen så bare bremset sine løbske fantasi her, så tror jeg faktisk, at jeg ville have fundet bogen mere interessant end gennemsnittet af de bøger, jeg ellers bliver præsenteret for. Desværre lod det til, at forfatterens syge fantasier havde fået frit løb, for det viser sig, at disse, evigt unge dyr, begynder at lide af de samme psykoser og depressioner som deres mennesker. Så da bjørnen Pia, som er indlagt på et nervesanatorium, opdager at hendes honning er blevet stjålet, og jagten på samme forsvundne genstand går ind, kan jeg simpelt hen ikke tage historien alvorlig længere.

Kæden hoppen dog helt af, da forfatteren beskriver, hvordan en hel jødisk familie skjuler sig for myndighederne i en smældfed kvindes røv. Der er ingen logik, intet tema og ingen mening i denne del af historien, der er en bizar karikatur af ”Anne Franks dagbog”. Og det var så her, jeg definitivt opgav at finde hoved og hale i ”Den danskeborgerkrig 2018-24”.

Jeg sidder tilbage med en masse modstridende følelser omkring denne bog. Jeg kan ikke bebrejde Kaspar Colling Nielsen, at han har skrevet bogen. Det har sikkert været morsomt i en eller anden grad, men jeg synes, det er synd for ham at han ikke har haft en kompetent redaktør, der har bremset denne litterære katastrofe, mens den endnu bare var et vanskabt fantasifoster. Historien er ikke levedygtig og burde aldrig have været bragt til verden. Den store synder er i mine øjne forlaget. I betragtning af, at vi alle bliver tudet ørerne fulde af, at det danske bogmarked er under pres, og at der ikke er råd til at udgive ret mange titler af nye, ukendte forfattere, er det en skandale at man ofrer energi og penge på en bog som ”Den danskeborgerkrig 2018-24”. Det er useriøst og deprimerende. Hvis denne bog er blandt det bedste der er skrevet i 2013, så ser det i sandhed sort ud for dansk litteratur.
Jeg har medlidenhed med forfatteren. Da forlaget lod denne bog gå i trykken,  ødelagde de samtidig Kaspar Colling Nielsens karriere som forfatter. Læserne vil huske denne katastrofalt dårlige bog, og mange vil med sikkerhed undgå udgivelser fra denne forfatter for fremtiden. Jeg forstår det simpelt hen ikke!!! Når man nu har været villig til at investere penge i en udgivelse, hvorfor har man så ikke ofret den nødvendige tid til rådgivning, korrekturlæsning og redigering? I stedet har udgiverne tilsyneladende bevidstløst accepteret en ejendommelig hybrid mellem ”World War Z”, ”Peter Plys” og ”Anne Franks dagbog”. Bogen giver ingen mening – men det gør forlagets prioritering så sandelig heller ikke!!!

Saturday, July 19, 2014

Boganmeldelse - Ane Riel (Slagteren i Liseleje)

Klik for at købe bogen
Jeg har altid været klar over, at man skal være varsom med gamle damer. De er farlige, for inden man ved af det, er man blevet deres købmandsbud og handyman. Men at det skulle være direkte forbundet med livsfare at stifte bekendtskab med ældre damer, er normalt ikke noget jeg går og overvejer. Ikke før jeg havde læste Ane Riels bog ”Slagteren i Liseleje”. Herefter har tanken ikke sluppet sit tag i mig...

Slagteren i Liseleje” handler om en ældre dame, der stilfærdigt går rundt og hygger om naboen, postbudet, ja selv de lokale drukkenbolte fra læskuret. Hun bager kage til dem, giver dem cognac og inviterer dem på eksklusive middage, som hun selv tilbereder i sit køkken. Hyggeligt? Javist, men venligheden og omsorgen har sin pris, og den kan til tider være alt for høj.

Umiddelbart forventede jeg ikke andet, end en hyggelig dansk krimi, som udspiller sig i den idylliske Nordsjællandske kystby, Liseleje, men lige som hovedpersonen, indeholder bogen andet og mere, end det man umiddelbart ser. Den gamle dame har en fortid, som langsomt udfolder sig over en lang række tilbageblik. Måske er jeg lidt langsomt opfattende, men jeg havde virkelig ikke set mysteriets løsning komme fra den kant, som den vitterlig gjorde.

Ane Riel har begået en både underholdende og lærerig krimi. Underholdende, fordi den er skrevet fra en skæv vinkel, i et godt og læsbart sprog. Lærerigt, fordi hun med ”Slagteren i Liseleje” ønsker at lære os, at der ofte er en grund til, at mennesker, en gang imellem, udvikler sig til veritable uhyrer. Jeg giver bogen mine bedste anbefalinger.

Friday, July 4, 2014

Boganmeldelse - Anna Grue (De Andre)

Klik for at købe bogen
Jeg synes godt om noveller. Især når de er velfortalte og har en interessant handling. Anna Grues novellesamling 'De Andre', falder afgjort ind under denne kategori. Hun har begået en lille genistreg med sine ti noveller.

Hver især handler de om, hvordan andre mennesker, med eller mod deres vilje, kan ændre begivenhederne og tilværelsen for personer, de end ikke kender. Jeg vil ikke anmelde alle novellerne (det er der sikkert andre der gør), men jeg vil gerne fremhæve den første novelle, som handler om en forfatter som tager til et kursted i Frankrig for at skrive. Lige nøjagtig den novelle kunne være skrevet om mig. Jeg er i den grad i stand til at sætte mig ind i forfatterens trængsler for at finde ro til at skrive. Selv om det hele bunder i god vilje og interesse, er de øvrige deltagere på kurstedet kun årsag til distraktion og afbrudte tanker. Med hjælp fra sin mand, tackler vores hovedperson problematikken på en genial måde, om end resultatet også bringer store og uforudsete udfordringer med sig. Det er en fantastisk fin historie.

De øvrige ni noveller, er vidt forskellige i opbygning og handling, og alligevel bliver flere af dem bundet sammen, efterhånden som uafhængige menneskeskæbner bliver viklet ind i hinanden. Netop den detalje forvandler bogen fra at være en novellesamling til at være en bog om, hvordan menneskers måde at agere på, påvirker andre gennem tid og rum.

'De Andre' indeholder ikke nogen dramatiske højdepunkter, som en thriller-entusiast som jeg, kunne falde for. Alligevel må jeg overgive mig til disse ti, yderst charmerende og velfortalte noveller. Det er god skrivekunst og godt forfatterhåndværk, vi bliver præsenteret for her. Noveller er en overset skrivestil, som kræver sine helt specielle færdigheder. Ikke alle mestrer den kunst, men Anna Grue gør.