Friday, March 7, 2014

Boganmeldelse - Mikala Rosenkilde (Dukkehuset)

Klik for at downloade bogen gratis
Jeg sidder og er intet mindre end imponeret. Selvudgivelser er den nye sort. Det er jo forståeligt nok i betragtning af, at den potentielle fortjeneste er væsentlig højere, end hvis samme bog bliver udgivet hos et forlag.

Alle kan selvudgive. og det er måske her udfordringen ligger. Hvem borger for kvaliteten af bøgerne? Svaret er, at det gør forfatteren selv, men mindre han eller hun har haft en erfaren korrekturlæser ind over som sparringspartner. Det er selvfølgelig et spørgsmål om prioritering og økonomi og derfor er der også stor variation i kvaliteten af selvudgivelser. Det er lang fra alle, som har de fornødne kompetancer, end sige litterære evner, til at vurdere om deres tekster egner sig til offentlig udgivelse.

Det er en skam. Og det er nok her den største kamp skal udkæmpes blandt selvudgiverne selv. Hvis man som forfatter vil synliggøre sig blandt alle de andre selvudgivere, er det tvingende nødvendig at sikre en høj og professionel kvalitet i ens arbejde. Alle kan nu om dage sætte sig og skrive en bog, for derefter at udgive den. Men det er langt fra alle som burde gøre det! Mikala Rosenkilde er selvudgiver og hører afgjort til den kategori, der både har evnen til at skrue et nederdrægtigt godt plot sammen, OG som samtidig er i stand til at formidle det på en professionel måde.

'Dukkehuset' er en fantastisk e-bog. Og så er den tilmed gratis! Der går længe imellem at der skrives god horror på dansk, men er man til horror og gys, skylder man sig selv at læse de fire noveller i 'Dukkehuset'. Min absolutte farvorit er temanovellen 'Dukkehuset'. Det er en fantastisk uhyggelig historie - først på det subtile plan, men siden hen går det hen og bliver yderst konkret. Den historie er så ond, at jeg ikke kunne lægge den fra mig. Det er længe siden jeg har haft det sådan med en historie, og jeg tror ikke at det er sket med andre forfattere end Stephen King, Thomas Harris og Annika von Holdt. Jeg var, og er stadig, helt overvældet over at en selvudgivelse kan indeholde så fine kvaliteter...

Ud over 'Dukkehuset', indeholder bogen yderligere tre noveller. 'Syltetøjskrukken' og 'Paradisøen' er si-fi gysere, og bort set fra nogle få oversete trykfejl og skæve sætningskonstruktioner, er de godt skruet sammen. Mikala Rosenkilde holder tydeligvis af åbne slutninger, som tvinger læseren til at forestille sig den sidste del af historien. Det er en effektiv måde at engagere sine læsere på. Og når novellerne, som i dette tilfælde, har så høj kvalitet, sikrer det også at de bliver husket længe efter at de er læst.

Den fjerde novelle hedder 'Hatonns venner' og er den eneste der kvalitetsmæssigt falder lidt igennem. Historien er der bestemt ikke noget i vejen med, men en god korrekturlæser ville have kunne hjælpe med at omskrive nogle af passagerne, så meningen fremstod mere tydeligt for læseren. Denne novelle mangler det flow og sammenhæng, som de øvrige tre noveller har. Det er en skam, for plottet er bestemt godt.

Så tilbage til spørgsmålet om selvudgivere kan finde deres retmæssige plads i det kommercielle bogunivers. Svaret er definitivt et klart 'JA'! Men det kræver en høj grad af både selvkritik og gode evner, hvis man skal slå sit navn fast på bogmarkedet. Mikala Rosenkildes bog 'Dukkehuset' har disse kvaliteter og fortjener at blive bemærket af danske læsere.








1 comment:

  1. Wow, sikke en anmeldelse. Nu får jeg virkelig lyst til at læse bogen!

    ReplyDelete