’Jeg dræber’ – hvilken forjættende titel. Titler er vigtige. De skaber forventning og fungerer som en mental trailer hos den potentielle læser. Af den grund er valget af den rette titel utroligt betydningsfuldt for både forlag og forfatter – ikke kun fordi titlen skaber blikfang og interesse og dermed genererer salg. Den rette titel er også vigtig, fordi den fungerer som det overordnede tema for bogens plot.Hvilke forventninger skabte titlen ’Jeg dræber’ så hos mig? Jeg forventede blod… masser af blod. Jeg forventede en intelligent psykopatisk morder, hvis nuancerede personlighed ville udfolde sig for mit indre blik, efterhånden som bogens handling skred frem. Med andre ord: Jeg forventede en intens thriller, som fik hårene til at rejse sig i nakken på mig. En thriller, hvor man som læser får lov til at dykke dybt ned i et forstyrret sind og betragte verden gennem morderens øjne. Jeg forventede, at morderen i ’Jeg dræber’ ville placere sig et sted mellem Bret Easton Ellis’ berømte følelsesløse psykopat, Patrick Bateman fra ’American Psycho’ og Thomas Harris’ kultiverede kannibal, Hannibal Lecter. Jeg medgiver, at barren måske var lidt højt sat i betragtning af, at denne bog er Giorgio Falettis debutroman, men titlen inviterede til en fuldblodsthriller i en klasse blandt sværvægterne i denne dystre genre.
Mine forventninger blev ikke helt indfriet, men det var tæt på. ’Jeg dræber’ er på ingen måde den nervepirrende thriller, som titlen ellers lægger op til. Forfatteres beskrivelse af mordene er generelt ikke særligt detaljerede. Faktisk er der kun én udpenslet scene, hvor mordet beskrives indgående fra start til slut – sikkert fordi denne scene er en nøglebegivenhed i historien. Den scene er til gengæld på alle måder en perle i udspekuleret sadisme. Men ser vi bort fra denne ene passage, må erkende, at vi har at gøre med en gennemarbejdet og absolut velskrevet krimi. Selv om Giorgio Faletti fra tid til anden lader læseren følge morderen sporadisk, forbliver han en skygge gennem størstedelen af bogen. Derimod er det Frank Ottobre, en udsendt efterforsker fra FBI, der kæmper med sine egne dæmoner, vi kommer ind under huden på og hvis opklaringsarbejde vi følger fra start til slut… og den opgave løser Giorgio til perfektion.
’Jeg dræber’ er afgjort ikke en bog for alle. Jeg plejer at sige, at romaner på under 300 sider er ren sjusk, så med hele 651 sider at boltre sig på, holder Giorgio sig tydeligvis på den rigtige side af denne regel – oven i købet med en meget bred margen. Hans skrivestil består til tider af lange, indviklede sætningskonstruktioner, der indeholder et væld af indskudte sætninger og bisætninger i skøn forening. Personligt værdsætter den, lidt omstændelige skrivestil, men mindre øvede læsere vil givet vis finde den noget vanskelig at håndtere. Giorgio benytter et meget beskrivende og nuanceret sprog, som bidrager til at gøre historien interessant. Et eksempel på Giorgios fantastiske evne til at formidle stemninger, findes i kapitel 45. Her beskriver han en begravelse med en helt fantastisk indlevelse og intensitet, som giver én lyst til at vende tilbage og genlæse passagen – alene for nydelsens skyld. Samtidig leverer Giorgio en meget velafbalanceret roman. Der er sporadisk humor i dialogerne, men de får aldrig lov til at dominere og udvande den intense stemning, som præger selve plottet.
At Giorgio Faletti er en debuterende forfatter, er afgjort ikke noget der skinner igennem. Som læser føler man sig helt tryg og fornemmer tydeligt, hvordan Giorgio holder én i hånden som en erfaren guide og fører én gennem hele historien. Han har en klar rød tråd gennem hele bogen, og der er ikke et eneste tidspunkt, hvor han fortaber sig i ligegyldigheder eller lade sig involvere i irrelevante sideplots.
Det var en fornøjelse at læse ’Jeg dræber’, og hvis du er til fuldblodskrimier, kræver denne bog afgjort at få tildelt en plads på din reol.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Bogreolen.dk for det tilsendte anmeldereksemplar.
