Readers Review - David Lagercrantz (Det der ikke slår os ihjel)

Køb bogen hos bogreolen.dk

Det var med spænding, at jeg modtog et anmeldereksemplar af 'Det der ikke slår os ihjel' fra bogreolen.dk. Jeg er en stor fan af det univers, Stieg Larsson fik skabt i de tre bøger, han nåede at skrive, men som han desværre aldrig nåede at høste anerkendelse for. Samtidig var jeg også bekymret. Jeg havde det på mange måder ligesom, når man skal gense gamle venner, som man ikke har set i mange år. Vil man kunne genkende dem? Har de forandret sig? Svarer virkeligheden til det billede, man i erindringen har dannet sig af dem i den forløbne periode?

Lad mig sige med det samme: 'Det der ikke slår os ihjel' lever op til alle mine forventninger. David Lagercrantz har ikke alene bevaret hele Millennium-universet intakt – han har også forbedret det. Allerede fra første side står det klart, at han er en langt dygtigere og mere talentfuld forfatter end Stieg Larsson. Sproget er let og legende, sætningskonstruktionerne er originale og grænser til tider til det direkte geniale (f.eks. ”...han var utrolig tilstedeværende gennem sit fravær.”), og dialogerne er flere steder fuldstændig enestående og nærværende.

Modsat Stieg Larsson, der var en dygtig iscenesætter, men en elendig fortæller, behersker David Lagercrantz alle de aspekter, der kendetegner en dygtig forfatter. Han sprudler af overskud, og i sit ordvalg balancerer han det varierede med det ukomplicerede. Hans skrivestil står i den grad i skærende kontrast til Stieg Larssons konservative og stereotype vendinger. Formuleringer som: ”...hans far, Sammy, havde været rådden i bærret...” og ”Den velplejede frisure fra i morges var blæst pokker i vold...” er en kærkommen fornyelse af bogens sprog og stemning, som i den grad var tiltrængt, hvis en fortsættelse af Millennium-trilogien skulle have sin fortsatte gang på jorden.

Lagercrantz gør også op med flere af Stieg Larssons mere eller mindre skjulte agendaer. Larsson havde tilsyneladende som mål at beskrive så mange forskellige seksuelle konstellationer og forhold som muligt, på kortest mulig tid. Det var ikke kun et ubetydeligt element i historien, men blev gjort til et centralt omdrejningspunkt. Her har David Lagercrantz klogelig valgt at lade disse ligegyldigheder glide i baggrunden, til fordel for selve handlingen i historien. Stieg Larssons socialistiske alterego, Mikael Blomkvist, er også blevet mere afrundet og langt mindre politisk efter at have været under Lagercrantz' pen.

Lisbeth Salander er sejere end nogen sinde før. Hun er stadig anarkistisk, rebelsk og umulig at kontrollere, og hun følger stadig sit eget selvdefinerede moralkodeks, men hun er blevet mere moden og mere ansvarsbevidst. Det klæder hende. David Lagercrantz har ikke ændret på Salanders natur, men han har udviklet hende, så hun, om muligt, er blevet mere interessant. Min eneste anke er, at hun ikke får nok plads i bogen. Når det gælder Lisbeth Salander, er det unægtelig svært at få nok. Men netop det faktum, at man ønsker sig mere end det man får, er i mine øjne et klart udtryk for at David Lagercrantz' fortsættelse, (og overtagelse) af Stieg Larssons livsværk, til fulde er lykkedes. Når man vender den sidste side i bogen, står det lysende klart for en: David Lagercrantz har ikke slået Lisbeth Salander ihjel. Hun er stærkere end nogen sinde tidligere... og hun er tilbage!