Boganmeldelse - Simon Pasternak (Dødszoner)

Klik for at købe bogen

En sjælden gang sidder jeg med en bog, der forekommer at være et betydningsfuldt litterært værk. Simon Pasternaks bog 'Dødszoner' er en sådan bog. Jeg sidder lige nu tilbage med en fornemmelse af at have fået indblik i en side af anden verdenskrig, som bliver overset eller fortiet af mange. Når talen falder på nazisternes grusomheder, er spørgsmålet nærliggende: Hvad skete der inde i hovedet på de mennesker, der bidrog til forfølgelse og udryddelse af jøder, zigøjnere, homoseksuelle og andre minoriteter i det tyske samfund?

Svaret findes, men de færreste har lyst, eller sympati nok, til at se sandheden i øjnene. Hvad var det for uhyrer, der var i stand til at skyde jøder om formiddagen, for derefter at fungere som omsorgsfulde familiefædre, eller samles med ligesindede og nyde smuk klassisk musik om eftermiddagen?

Simon Pasternak giver os en del af svaret i bogen 'Dødszoner'. Jeg vil ikke komme ind på de historiske aspekter i bogen, hvor interessante de så end er. For mig er det det menneskelige aspekt i bogen, der er det væsentligste. Der er intet positivt at sige om nazismen – OVERHOVEDET!!! Vi taler om en af de meste degenererede styreformer i menneskehedens historie. Vi taler om et rædselsregime, der udryddede alle anderledestænkende – uanset om det var egne borgere, eller indbyggere i de områder den tyske værnemagt besatte eller erobrede. Det var terror i ordets mest skræmmende betydning. Det var en ideologi, der var direkte affødt af Darwins tanker om at den stærkeste overlever, og at de derved har ret til at undertrykke de svage efter forgodtbefindende. Jeg har ikke ord for den afsky jeg føler, og den er ikke blevet mindre efter at jeg har læst 'Dødszoner'. Bogen har imidlertid tilføjet nogle aspekter, jeg ikke har overvejet før.

Tidligere betragtede jeg nazisterne som en forenet elite, der beskyttede og tog hånd om hinanden. Et broderskab, om man vil. 'Dødszoner' vender op og ned på den illusion. Bogen beskriver, hvordan nazisterne hele tiden testede hinandens loyalitet mod Føreren og ideologien. Igennem bogen følger man en mand, en Oberleutnant der Polizei, som kæmper en håbløs kamp for at bevare sin medmenneskelighed og personlige integritet. Han tvinges til at gøre forfærdelige ting, men som læser kan man ikke undgå at få et vist mål af sympati for manden. Det er en ulige kamp mod en overvældende overmagt. Men han kæmper i det mindste...

'Dødszoner' er på ingen måde en glorificering af nationalsocialismen, men den bringer det menneskelige aspekt ind i billedet, og det er det der gør bogen så betydningsfuld. Som læser får man lov at følge med i hovedpersonens tanker og overvejelser. Skrivestilen består af korte, abrupte sætninger – ofte med afbrydelser. I alle andre situationer vil en sådan skrivestil være noget, der trak ned i min karakterbog, men ikke i dette tilfælde. Det er en perfekt skildring af et menneskes forvirrende og desperate tankerække, når presset er så stort, at sindet er ved at knække. Denne bog er så betydningsfuld, at den burde være obligatorisk læsestof i de højere klasser i folkeskolen. Det er en helt igennem afskyelig bog, der beskæftiger sig med et helt igennem modbydeligt emne. Det er samtidig den bedste bog jeg er blevet præsenteret for i meget lang tid. Den får mine varmeste anbefalinger.