Thursday, October 10, 2013

Boganmeldelse - Jussi Adler-Olsen (Journal 64)

Køb bogen hos SAXO.com

Dear reader. I have chosen to write this review in Danish since this book has not yet been translated to English.
 
Som det fremgår af min sidsteanmeldelse af Jussi Adler-Olsen's 'Flaskepost fra P', var mit forhold til Afdeling Q-serien blevet temmelig anstrengt. 'Kvinden i buret' var rigtig god, 'Fasandræberne' holdt ikke helt samme standard, selv om den bestemt var underholdende og spændende. Med 'Flaskepost fraP' kom Jussi Adler-Olsen helt ned på bunden og skrabede dybt. Så dybt at jeg personligt tvivlede på om Afdeling Q overhovedet havde mere at byde på og om det allerede i tredje bind var lykkedes Carl Mørk at blive pensioneret og glemt. Bogen manglede kant og researchen var ikke-eksisterende.

Og dog besluttede jeg at give serien endnu en chance. Jeg er vild med Carl Mørk, Rosa og Assad, så mit håb var at Jussi havde fået inspirationen tilbage og ville lade dette fantastiske trekløver komme til sin ret. Og denne gang blev jeg afgjort ikke skuffet!!!

I korte træk handler 'Journal 64' om kvindehjemmet på Sprogø og de fysiske og psykiske overgreb der fandt sted der. Bogen centrerer også om højreorienterede ideologier, der støtter darwinismens lov om at den stærkeste har ret til at herske over de svage.

Jussi Adler-Olsen bygger et genialt og yderst komplekst plot op gennem bogen. Og selv om handlingen skifter mellem tre forskellige tidsperioder, er historien strømlinet og sammenhængende. 'Journal 64' er en rigtig pageturner. Siderne vender næsten sig selv og man suges med af historiens intense handling.

Noget jeg rigtig godt kan lide ved 'Journal 64', er at humoren er vendt tilbage til historien. Det er beundringsværdigt at Jussi evner at skrive en bog som i den grad er i stand til at favne både tragedie, spænding og humor uden at disse elementer påvirker hinanden i negativ retning. Samtidig med at hele Afdeling Q ligger underdrejet af en slem omgang detaljerig maveinfluenza, kæmpes der med at finde en gruppe forsvundne mennesker, som alle har været i kontakt med kvindehjemmet på Sprogø. Det er paradoksernes bog.

Hvis 'Journal 64' er et varsel om kvaliteten af de kommende bøger i Afdeling Q-serien, så er jeg glad for at jeg ikke forlod serien i utide. Efter at have læst bogen kan jeg ånde lettet op og konstatere at Carl Mørk, Rosa og Assad er tilbage i fineste form. Maveinfluenzaen er en saga blot og trekløveret er stærkere end nogen sinde. Det lover godt!!!

No comments:

Post a Comment