Saturday, December 7, 2013

Boganmeldelse - Anne Lise Marstrand Jørgensen (Hvad man ikke ved)

http://clk.tradedoubler.com/click?p(3386)a(2252354)g(17332244)url(http://www.saxo.com/dk/hvad-man-ikke-ved_anne-lise-marstrand-joergensen_haeftet_9788702154252)
Klik for at købe bogen hos SAXO

Dear reader. I have chosen to write this review in Danish since this book has not been translated to English.

Jeg ved faktisk ikke om jeg syntes om bogen 'Hvad man ikke ved'. Jeg mener, jeg ved godt hvad jeg mener om bogen. Jeg ved bare ikke om jeg bryder mig om indholdet.

Bogen beskriver en familie som går fuldstændig i opløsning, efterhånden som den seksuelle frigørelse gør sit larmende indtog. Man følger hvordan en almindelig, kedelig forstadsfamilie med sikre rammer, i løbet af kort tid forvandles til et kaos af ukontrollerede følelser og hvor selvrealisering pludselig bliver det mantra, hele deres frustrerede tilværelse drejer omkring.

Det er altid interessant at betragte andre mennesker gå i opløsning og se deres tilværelse falde fra hinanden, bid for bid. Alligevel er jeg lidt i tvivl om, hvem denne bog henvender sig til. Et langt stykke inde i historien, var jeg faktisk i tvivl om, hvilken retning historien tog. Jeg ledte desperat efter ledetråde, der kunne fortælle om jeg var ved at læse krimi, et drama, en lummmerroman eller stykke samtidshistorie.

Uden at røbe noget om romanens indhold eller højdepunkter, opstår der, et stykke inde i historien, en situation som for en stund fik mig til at håbe på at det var en krimi jeg havde fået fat i. Ikke nogen stor krimi. Bare en lille én. Jeg ved ikke om jeg blev skuffet, da jeg efter et stykke tid måtte konkludere, at det var det så ikke. Der sker en del amoralske og tvivlsomme ting i bogen, men intet af det er virkeligt kriminelt.

Var det så et drama? Ja, ganske afgjort. Selv om jeg i perioder havde store problemer med at finde ud af, hvor Anne Lise Marstrand Jørgensen ville hen med sin historie, så afdækkedes det ene drama efter det andet. Nogle var ganske interessante, mens andre var fuldstændig ligegyldige.

Bogen indeholder en del erotiske passager. Sproget er direkte og beskrivelserne uden megen omsvøb. Kan bogen så falde ind under betegnelsen 'lummerroman'? Egentlig ikke. Dertil er de seksuelle scener alt for spredte, om end sex fylder meget i denne bog.

Den beskrivelse der, efter min mening, passer bedst på 'Hvad man ikke ved', må være, at den er et stykke samtidshistorie fra perioden hvor den seksuelle frihed begyndte at slå revner i det etablerede samfund.

Jeg tror nok at jeg kan lide bogen. Den fanger én, og spørgsmålet omkring de enkelte hovedpersoners skæbne gør, at man er nødt til at læse den til ende. I mine øjne har 'Hvad man ikke ved' helt afgjort sine samfundsmæssige og litterære kvaliteter. For eksempel synes jeg godt om den måde, hvorpå Anne Lise Marstrand Jørgensen beskriver de menneskelige omkostninger der er, når én i familien ønsker at realisere sig selv – uanset omkostningerne for resten af familien. Det store spørgsmål er blot: Hvem henvender bogen sig til?

Jeg kender en del læsere, som nok gerne ville læse bogen, men som vil blive skræmt bort af de meget detaljerede erotiske scener. På den anden side vil bogen aldrig blive et oplagt valg for dem der ønsker at læse en erotisk roman. Dertil er der for stor afstand mellem de seksuelle udskejelser.

Min vurdering er derfor at Anne LiseMarstrand Jørgensen har sat sig mellem to stole. Ingen af stolene er væltet og hun har ikke slået sig slemt, men det er trods alt et ubekvemt sted at befinde sig.

No comments:

Post a Comment