Klik for at købe bogen |
Dear reader. I have
chosen to write this review in Danish since this book has not yet
been translated to English.
Når en kvindelig forfatter bliver rost
til skyerne af Femina, Q og Alt For Damerne, begynder de små røde
advarselslamper at blinke i mit maskuline anmelderunivers. Som jeg
også tidligere har nævnt, har femikrimier en tendens til at lægge
hovedvægten på følelser, parforhold og en detaljerigdom der
egentlig er historien ligegyldig. Af den grund var det også med et
vist forbehold at jeg satte mig til at læse 'Tre Små Cyklister' af
Therese Philipsen.
Lykkeligvis blev den del af min frygt
gjort til skamme. Bogen handler i korte træk om en seriemorder, der
trækker sit blodige spor gennem det danske sommerland omkring
Løkken. Politiassistent Liv Moretti bliver udnævnt til
efterforskningsleder – en opgave hun har svært ved at finde sig
hjemme i. Hendes egen efterforskningsgruppe er loyale og bakker hende
op, mens det lokale politi ser hendes tilstedeværelse som en trussel
mod deres enevælde. Det er under disse problematiske
arbejdsbetingelser, at hun må forsøge at løse en drabssag der
tilsyneladende indeholder flere blindgyder end reelle spor.
'Tre Små Cyklister' er en god historie
og der er tydeligvis lagt mange kræfter i at skabe et sindrigt og
gennemtænkt plot. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at sidde
med en følelse af, at være blevet præsenteret for en historie der
mangler substans.
Therese Philipsen har rigtig gerne
villet skrive en 'stor' historie. Og plottet er
virkeligt omfangsrigt. Det involverer rigtig mange mistænkte som man
skal nå at lære at kende. Og da man endelig bliver klar over hvem
morderen er, er hele hans forhistorie, som danner grundlag for hans
blodige vendetta, så omfangsrig at den kræver masser af plads for
at læseren kan sætte sig ordentligt ind i hans motiver. Det er her
kæden efter min mening ryger af. Bogen er på 316 sider, hvilket
ikke tilnærmelsesvist er nok til at skabe den dybde som historien
både kræver og fortjener.
Der er
endnu en ting som irriterer mig grænseløst ved denne bog. Jeg er
ikke sikker på hvor stor indflydelse forfatteren har haft på
illustrationen på omslaget. I nogle tilfælde bliver denne
beslutningsproces overladt til forlaget og grafikeren, så jeg ved
ikke hvem der bærer ansvaret for illustrationen på bogomslaget.
Under alle omstændigheder bør vedkommende sidde tilbage med røde
ører. Bogen indledes med opdagelsen af mordet på tre otteårige
drenge der sidst er set cykle ud til en nærliggende plantage –
deraf navnet på bogen.
På
side 61 og 62 bliver de tre drengecykler fundet i en sø: ”Dykkerne
kom i vandet igen. Efter at have gennemsøgt søbunden få meter
længere vestpå trak en af dem en grøn drengecykel
op af vandet. Kort efter kom en blå
og en sort
cykel også frem...”
Hvorfor
i alverden har man så valgt at illustrere bogen med to røde
pigecykler, som tilmed er
skrællet for styr og saddel? Hvor svært kan det være, at lave en
illustration der svarer til forfatterens historie? Jeg ved godt at
mange vil mene at det er en lille ting, som er af mindre eller slet
ingen betydning... men det irriterer mig grænseløst at forlaget,
grafikeren, eller hvem der nu tager den endelige afgørelse,
tydeligvis ikke har læst bogen før beslutningen om bogomslaget er
blevet truffet.
Måske
er problematikken omkring bogomslagets misvisende illustration meget
symptomatisk for selve bogen. Den er fuld af gode intentioner, men
fordi der mangler vilje (og måske evne) til at kæle for detaljen,
er læseoplevelsen også blevet derefter.
Denne
bog gør bestemt ingen skade, den kommer ikke ind under huden på
læseren og den vil for mit vedkommende stå som en ligegyldig
tankestreg blandt alle de bøger jeg har læst i løbet af sommeren.
No comments:
Post a Comment