Boganmeldelse - A.J. Kazinski (Forfølgerne)

Klik for at købe bogen

”Du har fået en ny følger”. Alle som har en konto på et socialt netværk kender den behagelige fornemmelse af at blive bekræftet, når en eller anden fremmed gerne vil følge én.

Når du har læst A.J. Kazinskis 'Forfølgerne', er det imidlertid ikke sikkert, at du føler den samme begejstring ved at få en ny følger på f.eks. Twitter.

'Forfølgerne' handler om fire mennesker i det samme boligkvarter, som af forskellige årsager beslutter sig for at udspionere og forfølge andre mennesker. På forunderlig vis flettes disse fire menneskers skæbner sig sammen, og inden længe er de dybt involveret i deres egen og de andres projekter. Hele plottet kulminerer i løbet af bogens sidste 394 sider.

Er det en god bog? I min optik er 'Forfølgerne' den svageste historie, A.J. Kazinski endnu har præsenteret. Jeg er rigtig ked af at måtte skrive dette, for jeg kan faktisk godt lide Kazinskis øvrige bøger. Men denne bog burde have været udsat for en kraftig redigering og omskrivning, inden den blev trykt.

Som læser skal man igennem 80% af bogen, før historien begynder at blive interessant og underfundig, og først 95% inde i bogen, bliver trådene samlet. Jeg medgiver gerne at plottet er interessant, men jeg er ikke imponeret over bogens opbygning. Jeg vil ikke spolere læseoplevelsen for nye læsere, men afslutningen er så overraskende, at man bliver fuldstændig målløs. Det er ikke nogen dårlig afslutning, men opbygningen af bogens klimaks, kunne have været gjort meget mere intenst og interessevækkende, hvis forfatterne bare havde givet læseren en antydningen af, at noget subtilt og mystisk var under udvikling. At bogen så ikke engang afsluttes, men blot lægger op til en efterfølger, gør at jeg virkelig følte mig taget ved næsen.

'Forfølgerne' er absolut ingen pageturner. Jeg måtte virkelig tage mig sammen, for at komme igennem bogen. Gang på gang tog jeg mig selv i at spørge: ”Hvorfor skal jeg følge fire ligegyldige mennesker i deres personlige jagt efter mening og hævn?" Svaret kom. Der var en skjult agenda i 'Forfølgerne'. Desværre viste den sig for sent, og på det tidspunkt havde jeg for længst opgivet jagten.

 Tak til Falcon fordi du lod mig anmelde 'Forfølgerne' - K.E.

Boganmeldelse - Simon Pasternak (Dødszoner)

Klik for at købe bogen

En sjælden gang sidder jeg med en bog, der forekommer at være et betydningsfuldt litterært værk. Simon Pasternaks bog 'Dødszoner' er en sådan bog. Jeg sidder lige nu tilbage med en fornemmelse af at have fået indblik i en side af anden verdenskrig, som bliver overset eller fortiet af mange. Når talen falder på nazisternes grusomheder, er spørgsmålet nærliggende: Hvad skete der inde i hovedet på de mennesker, der bidrog til forfølgelse og udryddelse af jøder, zigøjnere, homoseksuelle og andre minoriteter i det tyske samfund?

Svaret findes, men de færreste har lyst, eller sympati nok, til at se sandheden i øjnene. Hvad var det for uhyrer, der var i stand til at skyde jøder om formiddagen, for derefter at fungere som omsorgsfulde familiefædre, eller samles med ligesindede og nyde smuk klassisk musik om eftermiddagen?

Simon Pasternak giver os en del af svaret i bogen 'Dødszoner'. Jeg vil ikke komme ind på de historiske aspekter i bogen, hvor interessante de så end er. For mig er det det menneskelige aspekt i bogen, der er det væsentligste. Der er intet positivt at sige om nazismen – OVERHOVEDET!!! Vi taler om en af de meste degenererede styreformer i menneskehedens historie. Vi taler om et rædselsregime, der udryddede alle anderledestænkende – uanset om det var egne borgere, eller indbyggere i de områder den tyske værnemagt besatte eller erobrede. Det var terror i ordets mest skræmmende betydning. Det var en ideologi, der var direkte affødt af Darwins tanker om at den stærkeste overlever, og at de derved har ret til at undertrykke de svage efter forgodtbefindende. Jeg har ikke ord for den afsky jeg føler, og den er ikke blevet mindre efter at jeg har læst 'Dødszoner'. Bogen har imidlertid tilføjet nogle aspekter, jeg ikke har overvejet før.

Tidligere betragtede jeg nazisterne som en forenet elite, der beskyttede og tog hånd om hinanden. Et broderskab, om man vil. 'Dødszoner' vender op og ned på den illusion. Bogen beskriver, hvordan nazisterne hele tiden testede hinandens loyalitet mod Føreren og ideologien. Igennem bogen følger man en mand, en Oberleutnant der Polizei, som kæmper en håbløs kamp for at bevare sin medmenneskelighed og personlige integritet. Han tvinges til at gøre forfærdelige ting, men som læser kan man ikke undgå at få et vist mål af sympati for manden. Det er en ulige kamp mod en overvældende overmagt. Men han kæmper i det mindste...

'Dødszoner' er på ingen måde en glorificering af nationalsocialismen, men den bringer det menneskelige aspekt ind i billedet, og det er det der gør bogen så betydningsfuld. Som læser får man lov at følge med i hovedpersonens tanker og overvejelser. Skrivestilen består af korte, abrupte sætninger – ofte med afbrydelser. I alle andre situationer vil en sådan skrivestil være noget, der trak ned i min karakterbog, men ikke i dette tilfælde. Det er en perfekt skildring af et menneskes forvirrende og desperate tankerække, når presset er så stort, at sindet er ved at knække. Denne bog er så betydningsfuld, at den burde være obligatorisk læsestof i de højere klasser i folkeskolen. Det er en helt igennem afskyelig bog, der beskæftiger sig med et helt igennem modbydeligt emne. Det er samtidig den bedste bog jeg er blevet præsenteret for i meget lang tid. Den får mine varmeste anbefalinger.

Boganmeldelse - Lene Kaaberbøl (Det levende kød)

Klik her for at købe bogen

Gennemført! Det ord er det mest beskrivende, når talen falder på Lene Kaaberbøls roman 'Det levende kød'.

Handlingen foregår i Frankrig i slutningen af 1800-tallet. Hovedpersonen er Madeleine Karno, der er datter af en retsmediciner. I 'Det levende kød' bliver hun involveret i en række bestialske drab på unge kvinder. Alle kvinderne er blevet lemlæstet i underlivet. Politiet søger efter en sindssyg seriemorder, men Madeleine Karno forfølger en anden teori, som inden længe bringer hende ind i morderens søgelys.

Bogen er i den grad velskrevet. Sproget er gammeldags, uden dog at være så komplekst, at det bliver vanskeligt at forstå. Men det bidrager til stemningen og gør bogen meget svær at lægge fra sig. Med sin levende beskrivelse af det franske klasseinddelte hiraki fører Lene Kaaberbøl os ind i et miljø, der er så godt beskrevet, at det er som om alle ens sanser bliver aktiveret.

'Det levende kød' er anden bog i serien om Madeleine Karno. Første bog var 'Kadaverdoktoren', og den er lige så læseværdig som sin efterfølger. Begge bøger indeholder et fængende plot, der bør appellere til er bred læserskare. Vi har forbrydelsen og den efterfølgende opklaring for dem, der kan lide at læse krimier, men er man historisk interesseret, vil bøgernes detaljerigdom uvægerlig fascinere læseren.

Jeg giver 'Det levende kød' min varmeste anbefaling. Læs den og bliv forført - på fransk...
Lene Kaaberbøls hovedperson, Madeleine Karno er for Frankrig, hvad Conan Doyle's Sherlock Holmes er for England. Det glæder mit hjerte, at der stadig findes danske forfattere, der er i stand til at levere en spændingsroman på et så højt litterært niveau.