Sunday, October 20, 2013

Boganmeldelse - Annika von Holdt (Pantomime)

Køb bogen hos SAXO.com
(This book has not been translated to English, and that is really a shame. If you ever come across a book by Annika von Holdt, do not let the chance pass you by. You will get an experience out of the ordinary.)

Mine forventninger til denne bog var skyhøje, efter at jeg havde læst 'Sov Som De Døde'. Jeg bliver aldrig træt af at tale om den bog. Den var exceptionelt god. Så da jeg skulle begynde på 'Pantomime', var der to grunde til at jeg tøvede et øjeblik.
For det første var jeg bange for at blive skuffet. Hvordan skulle Annika von Holdt kunne holde den samme høje standard? Det var næsten en urimelig forventning at stille til hende.
For det andet: Hvis bogen var så god som jeg forventede, ville hver side bringe mig nærmere bogens slutning. Og hvis 'Pantomime' holdt samme høje standard som 'Sov SomDe Døde' taler vi om en historie, som jeg ville ønske skulle fortsætte i det uendelige.

Lad det være sagt med det samme: 'Pantomime' levede afgjort op til mine forventninger. Annika vonHoldt skriver som en (ond) drøm. Mens 'Sov Som De Døde' er en meget fysisk og pågående thriller, skal gyset i 'Pantomime' findes i det psykologiske, om end der afgjort er passager i bogen hvor gyset er yders virkeligt og konkret.

Annika's store styrke ligger i hendes skrivestil. Hendes sætningskonstruktioner er i sig selv et mesterværk. Hun må være et interessant menneske at tale med, i betragtning af den sproglige finesse hun lægger for dagen i sine bøger. Hendes brug af metaforer er fantastisk effektfuldt. I mine øjne er Annika von Holdt en overset sproglig begavelse, som mange forfattere burde nærlæse og studere grundigt. Her har vi en forfatter som er i stand til at tryllebinde sine læsere fra første sætning.

Plottet i 'Pantomime' er yderst subtilt og selv om historien er meget ligetil i sin handling, ligger det virkelige plot på et helt andet og langt mere udspekuleret niveau. Dette er ikke en bog, hvor du kan gætte dig til løsningen. Og skulle du mod forventning gennemskue den umiddelbare problemstilling, garanterer jeg dig for, at du alligevel bliver overrasket til sidst.

'Pantomime' er en bog som forfatteren tydeligvis har lagt megen tid og hjerneaktivitet i. Det er en bog der lykkes hele vejen igennem. Annika von Holdt fortjener en langt større anerkendelse end hun har fået indtil nu, og det undrer mig at hendes bøger endnu ikke har fundet vej til det engelsk-sprogede bogmarked.

For mit vedkommende ser jeg frem til at læse alle Annika von Holdt's øvrige bøger. Hun er en ægte perle mellem boghavets litterære skaller.

Thursday, October 10, 2013

Boganmeldelse - Jussi Adler-Olsen (Journal 64)

Køb bogen hos SAXO.com

Dear reader. I have chosen to write this review in Danish since this book has not yet been translated to English.
 
Som det fremgår af min sidsteanmeldelse af Jussi Adler-Olsen's 'Flaskepost fra P', var mit forhold til Afdeling Q-serien blevet temmelig anstrengt. 'Kvinden i buret' var rigtig god, 'Fasandræberne' holdt ikke helt samme standard, selv om den bestemt var underholdende og spændende. Med 'Flaskepost fraP' kom Jussi Adler-Olsen helt ned på bunden og skrabede dybt. Så dybt at jeg personligt tvivlede på om Afdeling Q overhovedet havde mere at byde på og om det allerede i tredje bind var lykkedes Carl Mørk at blive pensioneret og glemt. Bogen manglede kant og researchen var ikke-eksisterende.

Og dog besluttede jeg at give serien endnu en chance. Jeg er vild med Carl Mørk, Rosa og Assad, så mit håb var at Jussi havde fået inspirationen tilbage og ville lade dette fantastiske trekløver komme til sin ret. Og denne gang blev jeg afgjort ikke skuffet!!!

I korte træk handler 'Journal 64' om kvindehjemmet på Sprogø og de fysiske og psykiske overgreb der fandt sted der. Bogen centrerer også om højreorienterede ideologier, der støtter darwinismens lov om at den stærkeste har ret til at herske over de svage.

Jussi Adler-Olsen bygger et genialt og yderst komplekst plot op gennem bogen. Og selv om handlingen skifter mellem tre forskellige tidsperioder, er historien strømlinet og sammenhængende. 'Journal 64' er en rigtig pageturner. Siderne vender næsten sig selv og man suges med af historiens intense handling.

Noget jeg rigtig godt kan lide ved 'Journal 64', er at humoren er vendt tilbage til historien. Det er beundringsværdigt at Jussi evner at skrive en bog som i den grad er i stand til at favne både tragedie, spænding og humor uden at disse elementer påvirker hinanden i negativ retning. Samtidig med at hele Afdeling Q ligger underdrejet af en slem omgang detaljerig maveinfluenza, kæmpes der med at finde en gruppe forsvundne mennesker, som alle har været i kontakt med kvindehjemmet på Sprogø. Det er paradoksernes bog.

Hvis 'Journal 64' er et varsel om kvaliteten af de kommende bøger i Afdeling Q-serien, så er jeg glad for at jeg ikke forlod serien i utide. Efter at have læst bogen kan jeg ånde lettet op og konstatere at Carl Mørk, Rosa og Assad er tilbage i fineste form. Maveinfluenzaen er en saga blot og trekløveret er stærkere end nogen sinde. Det lover godt!!!

Sunday, September 29, 2013

Boganmeldelse - A.J. Kazinski (En Hellig Alliance)

Klik for at købe bogen hos SAXO
Dear reader. I have chosen to write this review in Danish since this book has not yet been translated to English.
 
Der sker noget særligt når to forfattere begynder at skrive sammen. Det skete for Stephen King ogPeter Straub da de skrev 'Talisman' og 'Det sorte hus'. Og det skete for Duglas Preston og Lincoln Child da de skrev deres romaner om agent Pendergast. Der kan nævnes mange andre, men disse forfattere udmærker sig ved deres sublime måde at udnytte hinandens talent på.

Med 'En Hellig Alliance' placerer Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich sig selv i denne eksklusive kategori. Lad mig kort begrunde hvorfor dette forfatterpar, der skriver under pseudonymet A.J Kazinski, bør placeres blandt garvede internationale forfattere:

Normalt bryder jeg mig ikke ret meget om thrillere der foregår i Danmark. Det bliver hurtigt utroligt provinsielt. Spændingen gå meget hurtigt af historien, når forfattere forsøger at opbygge et spændingsmoment omkring steder jeg er godt kendt med og som jeg ikke forbinder med noget som helst dramatisk end sige uhyggeligt. Hvordan kan A.J Kazinski så slippe godt fra at lade deres handling udspille sig omkring Hareskoven, Roskilde Domkirke, Dyrehaven og store dele af det indre København?

Det kan de fordi de geografiske lokaliteter ikke er omdrejningspunktet 'En Hellig Alliance' centrerer omkring. Den virkelige handling foregår i en parallel virkelighed, vi som læsere overhovedet ikke aner noget om. Ingen dansker kan vel sige sig fri for ikke at have overvejet hvad der foregår i kongehuset når den sidste journalist er gået hjem og det sidste kamera er slukket. Hvem er kongehusets venner? Og hvilke tjenester og gentjenester bliver der udvekslet mellem de kongelige og det danske erhvervslivs absolutte spidser?

Vi ved det ikke. Og det er denne usikkerhed der skaber rammen om 'En Hellig Alliance'. Nogle oplysninger i bogen har vi hørt om i dagspressen, mens andre er ukendte. Så hvor går grænsen mellem fiktion og virkelighed? Det er denne tvivl jeg, som læser, gerne vil have afklaret og som driver mig gennem historien mens jeg følger den arbejdsløse journalist, Eva Katz, i hendes søgen efter sandheden om et påstået selvmord i kongehuseets inderkreds. Og det er A.J. Kazinski's nervepirrende plot, der gør at jeg blive revet med og fuldstændig glemmer de velkendte lokaliteters skær af tryghed og hjemlighed.

Der er tale om en yderst intelligent thriller, som læner sig så tæt op af veldokumenterede fakta, at jeg køber hele historien... og, efter sidste side, sidder tilbage med en utilfredsstillet (men behagelig) følelse af, at historien overhovedet ikke er færdig og at langt fra alle spørgsmål er blevet besvaret.

Jeg elsker en åben slutning når den skrives rigtigt, og det er den i 'En Hellige Alliance'. A.J.Kazinski gør stort set alt rigtigt i denne bog. Skulle jeg komme med lidt kritik, vil jeg sige at Eva Katz' konklutioner omkring handlingsforløbet, sidst i bogen, er meget letkøbt og ikke særlig troværdigt. Det er lidt ærgerligt at denne del af historien ikke er blevet bedre gennemarbejdet og lukket af på en mere troværdig måde.

Denne lille parentes ødelagde imidlertid på ingen måde en rigtig god læseoplevelse. Og når alt andet i historien spiller så fint sammen, er denne ugennemtænkte detalje let at tilgive. Jeg følte mig underholdt fra første side, gennem hele handlingsforløbet og helt frem til slutningen som jeg stadig sidder og grubler over.

Inden for meteorologi bruger man i sjældne tilfælde udtrykket 'a perfect storm'. Denne betegnelse dækker over særlige vejrmæssige sammenfald, som tilsammen forstærker hinanden og dermed skaber et ekstraordinært vejrfænomen. Med denne definition i tanke, kan jeg konkludere at 'En HelligAlliance' af A.J. Kazinski må være 'den perfekte thriller'.